Verdensbanken roser det danske elnet

Seks danske elnetselskaber, herunder Nord Energi Net, er i europæisk topklasse, når det gælder hastighed for nettilslutning af nyt elforbrug, økonomi og leveringssikkerhed.

Hvor hurtigt går det at få koblet en ny lagerbygning på elnettet i udkanten af en større by i Danmark?

Ret hurtigt faktisk, viser en international analyse foretaget af Verdensbanken med data – for Danmarks vedkommende – fra Aalborg/Nørresundby-siden (Nord Energi Net), Aarhus (KONSTANT Net), Kolding (TREFOR El-net), Odense (Vores Elnet), Næstved (Cerius) og København (Radius Elnet).

– I gennemsnit går det ca. 45 dage hurtigere i Danmark end for gennemsnittet i EU. Det synes jeg faktisk godt, vi kan tillade os at være stolte af, siger teknologidirektør Jørgen S. Christensen fra Green Power Denmark.

Verdensbanken har i sin analyse taget udgangspunkt i en case med nettilsutning af en lagerbygning 115 steder i Europa. I Aarhus tager processen 36 dage, hvilket er en lille smule hurtigere end i Odense (39 dage). Kun de østrigske byer Linz og Graz er med henholdsvis 25 og 34 dage raskere til at levere de påkrævede 140 kVA til den nye lagerbygning.

Ros for digitalisering

Også i forhold til pris for en nettilslutning ser det fornuftigt ud for de danske elnetselskaber. Prisen i Danmark er signifikant mindre end EU-gennemsnittet, konstaterer Verdensbanken, der dog også noterer sig, at det er billigere at få koblet en lagerbygning på nettet bl.a. i Frankrig og Finland.

– Rapporten fra Verdensbanken er uhyre positiv stemt over for den danske model for nettilslutning. Vi får ros for vores digitalisering med bl.a. Installationsblanketten, hvilket vi jo kun kan være glade for, da det er et sted, hvor vi selv har effektiviseringsforbedringer i støbeskeen, siger Jørgen S. Christensen.

Talrige undersøgelser viser, at Danmark har en tårnhøj leveringssikkerhed med strøm i stikkontakterne 99,996 procent af tiden, og Verdensbanken bekræfter billedet af de få afbrud. ’Danmark ligger, hvad angår pålidelighed, på niveau med lande som Tyskland, Holland og Sverige’, fastslår Verdensbanken: Alle de seks undersøgte danske byer ligger betydeligt bedre end EU-gennemsnittet i hård konkurrence med Helsinki, Berlin, Amsterdam og Stockholm.

Forslag til forbedringer

Ingen rapport uden anbefalinger til forbedringer – således heller ikke fra Verdensbanken. Rapporten påpeger bl.a., at der i Danmark er seks administrative trin for en nettilslutning. Tjekkiet, Tyskland og Litauen nøjes med tre.

– Vi lytter naturligvis til de gode råd om, hvordan vi kan effektivisere procedurerne yderligere, men grundene til, at de danske netselskaber klarer sig godt på hastighed, økonomi og leveringssikkerhed handler netop om disse ret logiske og vigtige trin. Elnetselskaberne har en – hvilket også roses af Verdensbanken – unik, standardiseret proces for nettilslutning, siger Jørgen S. Christensen.

Rapporten fra Verdensbanken er bl.a. tænkt som et redskab for danske og internationale virksomheder, der overvejer, hvor de skal placere investeringer.

Artiklen er skrevet af Jesper Tornbjerg, Green Power Denmark

En international analyse foretaget af Verdensbanken med danske data fra Aalborg/Nørresundby (Nord Energi Net), Aarhus (KONSTANT Net), Kolding (TREFOR El-net), Odense (Vores Elnet), Næstved (Cerius) og København (Radius Elnet) viser, at nettilslutning
En international analyse foretaget af Verdensbanken med danske data fra Aalborg/Nørresundby (Nord Energi Net), Aarhus (KONSTANT Net), Kolding (TREFOR El-net), Odense (Vores Elnet), Næstved (Cerius) og København (Radius Elnet) viser, at nettilslutning
Oprettet i NEWWWEB CMS - Brugervenligt og SEO optimeret Content Management System