Nord Energi Net overgår til ny tarifmodel

Nord Energi Net, som forsyner hovedparten af Hjørring Kommune med el, overgår til en ny prisstruktur.

Som flere andre elnetselskaber overgår også Nord Energi Net til Tarifmodel 3.0.  Du har måske allerede bemærket det, for din elleverandør har nemlig varslet dig om ændringen på din elregning. Det er den 1. juli 2023, den nye tarifmodel tages i brug, og ændringen sker som et led i den grønne omstilling i et samfund, hvor den øgede elektrificering og især flere elbiler og varmepumper stiller større og større krav til elnettet og dets kapacitet.

Tarifmodel 3.0 er ensbetydende med tidsdifferentierede nettariffer og opfordrer til et mere jævnt forbrug, således belastningen af elnettet spredes over alle døgnets 24 timer. Nettariffen for netkunder tilsluttet i et kabelskab, som bl.a. gælder den almindelige forbruger, bliver dermed højere, når strømforbruget i samfundet er højest, hvilket er mellem kl. 17.00 og 21.00. Omvendt vil tariffen være lavere i løbet af natten, når forbruget og belastningen på elnettet er meget lavt.

For netkunder tilsluttet i en transformerstation f.eks. større erhvervskunder og industri gælder andre differentieringsperioder. Se de specifikke tidspunkter og priser på nordenerginet.dk

”Per Hylle, direktør i Nord Energi Net, udtaler, at tiltaget er nødvendigt i en tid med øget elektrificering og fokus på den grønne omstilling. Samtidig understreger han, at der ikke er tale om en forøgelse af indtjeningen hos Nord Energi Net. I stedet er der tale om en omrokering af udgiften.”

Ideen bag Tarifmodel 3.0 er, at vi alle med fokus på et mere fleksibelt forbrug er med til at sikre, at vi udnytter elnettet optimalt og dermed opretholder leveringssikkerheden. Leveringssikkerheden i Danmark er fortsat en af de bedste i verden, og ved intelligent elektrificering kan vi mindske behovet for udbygning og vedligehold af elnettet.

Per Hylle tilføjer, at man ved at sprede sit forbrug over hele døgnet, bidrager til, at driften af elnettet på den lange bane bliver billigere for os alle. Da vi på den måde hjælper hinanden med at begrænse behovet for at udbygge og forstærke vores fælles elnet, som både er omkostningskrævende og kan medføre store gener. Kort sagt er Tarifmodel 3.0 dermed et vigtigt værktøj, når det kommer til at understøtte den grønne omstilling og reducere fremtidige omkostninger.

Tarifmodel 3.0 er udviklet af Green Power Denmark, brancheorganisationen for netselskaberne, og godkendt af Forsyningstilsynet. Kriterierne for godkendelse er, at tarifferne er omkostningsægte, rimelige, objektive, ikke-diskriminerende og gennemsigtige.

9360
Oprettet i NEWWWEB CMS - Brugervenligt og SEO optimeret Content Management System