Corona ændrer rutiner for altid

Af Jesper Tornbjerg, Dansk Energi

Et år med corona har fået Nord Energi Net i Hjørring til at digitalisere flere arbejdsgange, og hyppige Teams-møder sikrer et generelt højere informationsniveau blandt medarbejderne end før. Erfaringerne viser imidlertid også, at mere kompliceret stof skal håndteres ansigt til ansigt.

Den globale corona-pandemi har ændret arbejdslivet i de danske elnetselskaber. Midt i tristessen over, at hverdagen på hjemmekontoret kan være en ensom affære, kan flere af selskaberne notere sig, at nogle nye arbejdsgange og rutiner vil være ændret for altid.

– Vi har digitaliseret flere processer. Det er en stor fordel, og det kører naturligvis videre. Vi holder hyppige, korte møder på Teams, og det sikrer en lynhurtig kommunikation, så flere føler sig bedre orienteret end tidligere, siger direktør Per Hylle fra Nord Energi Net om nogle af de positive erfaringer, der er høstet, siden statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede dele af landet ned i marts 2020.

Nord Energi Net har sendt næsten alle kontoransatte hjem – kun to medarbejdere plus deltagere i nødvendige, fysiske møder er dagligt på job i hovedkvarteret i Hjørring.

Trods gode erfaringer med digitale løsninger og informationsudveksling er alt imidlertid et stykke fra fryd og gammen. Håndtering af mere komplicerede emner, forhandlinger og kreative opgaver er bare svære at klare virtuelt, konstaterer Per Hylle.

Frokostgymnastik og gåture
En temperaturmåling på stemningen i Nord Energi Net viser, at en stor del af kollegerne har svært ved at få bevæget sig. Derfor har Nord Energi arrangeret frivillig frokostgymnastik og opfordrer alle til at gå en tur. For at mindske følelsen af at være alene med sin egen corona-kuller, bliver medarbejderne opfordret til at holde uformelle kaffemøder med hinanden.

For montørerne i marken ligner hverdagen mere sig selv. De bliver testet en gang om ugen og er organiseret i grupper. Aktuelt er montørerne i Måler- og Installationsafdelingen bl.a. i gang med at udskifte fjernaflæste målere ud med den næste generation intelligent udstyr. De husstande, hvor målerne sidder udenfor, bliver prioriteret, så montørerne skal ind i færrest mulige boliger. Hvis montørerne er utrygge ved at gå ind, skal de lade være.

Installation og vedligehold af kabler, kabelskabe, transformerstationer og andet udstyr foregår som vanligt.

– Vi arbejder, som vi plejer og trækker ikke corona-kortet. Folk og virksomheder er afhængige af, at der er elektricitet i stikkontakterne, påpeger Per Hylle.

Klager over spænding i sommerhuse
Nord Energi Net kan mærke, at der er flere beboere hjemme, så når der skal planlægges afbrud på grund af presserende opgaver i nettet, foregår dialogen om det passende tidspunkt med respekt for lokale ønsker.

Sommerhusområderne i Skagen, Lønstrup, Hals og nogle af de andre populære destinationer er en sag for sig selv. I uge 7 og 8 har der været ekstra mange mennesker i de nordjyske sommerhuse. Samtidig var det meget koldt, så der var fuldt tryk på varmepumper og flere elbiler end set før. I nogle områder lå elforbruget i vinterferien 60-70 procent højere end normale.

– Nogle af de lokale lavspændingsnet er ikke dimensioneret til den belastning, så det har givet flere spændingsklager, fortæller Per Hylle og nævner, at der er igangsat 19 projekter i år for at imødekomme problemerne, og at der vil komme flere til i løbet af de kommende år.

Martin Chris Svendsen og Peter Holme fra Nord Energi Teknik A/S er to af dem, der udfører udekørende opgaver for Nord Energi Net - også i en corona-tid
Martin Chris Svendsen og Peter Holme fra Nord Energi Teknik A/S er to af dem, der udfører udekørende opgaver for Nord Energi Net - også i en corona-tid
Oprettet i NEWWWEB CMS - Brugervenligt og SEO optimeret Content Management System