Efter et år med Tarifmodel 3.0 er det tid til at gøre status.
For hvad er det nu, formålet med Tarifmodel 3.0 er? Og hvorfor vedrører det os alle?
Formålet med indførslen af Tarifmodel 3.0 var og er fortsat et ønske om bedre udnyttelse af kapaciteten i vores eksisterende elnet, og derved understøtte den grønne omstilling.
Den grønne omstilling er ensbetydende med, at vores elforbrug stiger markant. Bl.a. skal der oplades flere elbiler, og flere huse skal opvarmes med varmepumper. Det stiller alt sammen store krav til elnettet.
Hvis vores nuværende elnet skal kunne imødekomme den øgede elektrificering, vil det kræve endnu større investeringer, end det der i forvejen er planlagt. Kan vi sammen lykkes med at fordele belastningen på elnettet mere jævnt hen over døgnet, vil behovet for dyre forstærkninger samt udbygninger af elnettet kunne mindskes.
Med Tarifmodel 3.0 blev det og er det fortsat dyrere at bruge strøm i spidslastperioden, dvs. tidsrummet mellem kl. 17-21. Til gengæld blev det billigere på andre tidspunkter af døgnet. For den almindelige forbruger viste der sig ligefrem at være penge at spare, hvis dele af forbruget kunne flyttes til andre tidspunkter af døgnet, hvor elnettet er mindst belastet.
Men har det så virket?
Vi har kigget ind i tallene for kundekategori C, som størstedelen af Nord Energis forbrugere tilhører, og som er de kunder, der er tilsluttet i et kabelskab dvs. private husstande og mindre erhvervskunder.
Konklusionen er, at forbruget er begyndt at flytte sig i den rigtige retning, og det er positivt i en tid, hvor elforbruget generelt stiger over hele linjen. Derfor er det glædeligt, at den mindste stigning i forbruget er sket i spidslastperioden, og den største stigning ligger i de første nattetimer, hvor en del elbiler oplades.
Det er kun et år siden, at Tarifmodel 3.0 trådte i kraft, og behovet for at sprede elforbruget ud over hele døgnet er stadig stort, men med de nye tendenser i forbrugsmønstret, ser det ud til, at vi er på rette vej. Det er derfor vigtigt at fastholde de nye vaner. Til gavn for os alle og den grønne omstilling.
Ifølge Green Power Denmark er 95% af Danmarks 2,8 millioner private elkunder i dag omfattet af Tarifmodel 3.0.
Hvad er en tarif?
Tariffer er den pris, som du betaler til dit elnetselskab for at få transporteret den strøm, du bruger.
Tariffer dækker de omkostninger, der er nødvendige for at transportere strøm til din adresse. Betalingen dækker bl.a. drift, vedligehold og udbygning af elnettet.