Elbilens batteri kan fungere som powerbank i en krisesituation

Adm. direktør Per Hylle fra Nord Energi demonstrerer, hvordan hans elbil kan levere nødstrøm, så familien kan have elektricitet til lys, køleskab, fryser, radio og internet i flere døgn. "Der er tale om et pilotprojekt, som kan gøre os klogere. Demonstrationen skal ses som praktiske illustrationer af potentialet", siger han.    

Vand, mad, tæpper, medicin, nødradio… kan du klare dig i tre døgn, hvis der opstår en krisesituation? Hvis du har en elbil, påpeger adm. direktør Per Hylle fra Nord Energi ud fra egne erfaringer, kan den indgå i preppingen:

– En elbil kan bidrage til at levere elektricitet til lys, køleskab, fryser, internet, medicinsk udstyr og andre basale funktioner. Det kan sagtens lade sig gøre, fortæller Per Hylle, mens han for at demonstrere sin pointe afbryder elektriciteten i sit hjem i Hjørring.

Pling! Huset ligger hen i mørke. Radioen går i tavshed. Køleskabet stopper sin brummen.

El-sikkerhed i top

For at undersøge, hvordan hans elbil kan fungere som reserveforsyning som alternativ for eksempel til en dieselgenerator, har Per Hylle som et første skridt fået installeret en generatorafbryder ved siden af eltavlen i sit bryggers.

– Sikkerheden skal være i orden, så den installation har jeg ikke selv udført. Det er vigtigt både for beboerne og vores medarbejdere i elforsyningen, at sådan en løsning ikke udgør en sikkerhedsrisiko – herunder at der sker en korrekt adskillelse fra det kollektive elnet, understreger Per Hylle, der er stærkstrømsingeniør.

Elbilen skal i dette simple setup kun bruges til at nødforsyne dele af husets elforbrug, så der er ikke tale om samspil mellem elbil og elnet (Vehicle-to-Grid, V2G). Generatorafbryderen forhindrer, at der kan løbe elektricitet fra elbilen og ud på det kollektive elnet.

Oplader huset udenom ladeboksen

Ude i sin garage stikker Per Hylle et kabel ind i sin Hyundai Ioniq 9, hvis 110 kWh store batteri (kapacitet: 3,6 kW) næsten er fuldt opladt. Ligesom en del andre koreanske, kinesiske og franske modeller er Hyundai’en klar til Vehicle-to-Home (V2H).

Kablet trækker Per Hylle forbi sin hjemmelader, som får lov til at hvile. Han har aftalt med ladeoperatøren, at elektriciteten til hjemmeforsøget lades udenom hans Flatrate-abonnement, så der er klare linjer om afregningen.

I sit bryggers finder Per Hylle nu en stikkontakt til sit elbil-kabel. Huset er dermed koblet på elbilens batteri. Lyset er tilbage. Radioen spiller musik. Køleskabet brummer. Også fryser, internet og airfryer fungerer.

– Løsningen er 1-faset, så 3-fasede husholdningsapparater som ovn og kogeplader er ikke i drift, men vi har nødstrøm til tre dage. Faktisk kan elbilen forsyne dele af huset med elektricitet i op mod en uges tid. I en beredskabssituation er målet ikke at køre hele huset, men at prioritere det, der betyder mest, påpeger Per Hylle.  

Praktisk illustration af potentiale

Tidligere har Per Hylle med husstandens tilladelse testet kombinationen af elbil og hus over en aften og nat. Her afkoblede han huset og tilsluttede elbilen kl. 19.53 og vendte tilbage til normal forsyning kl. 8.15. I løbet af disse timer faldt opladningsgraden på elbil-batteriet fra 83 til 77 procent.  

– Der er tale om et pilotprojekt, som kan gøre os klogere. Demonstrationen skal ses som praktiske illustrationer af potentialet. For mig er der ingen tvivl om, at Vehicle-to-Home gør elbilen til en mobil energireserve i beredskabssituationer. Elbilerne kan give øget tryghed og robusthed i hverdagen. Mange husstande og mindre fællesskaber kan med elbilerne få mulighed for at opretholde kritiske funktioner, indtil den normale elforsyning er genetableret, siger Per Hylle.

Han fremhæver, at V2H kan give særlig mening hos sårbare borgere, der har brug for elektricitet til kritiske funktioner som backup til iltapparater eller en lift til en rullestol.

– Pilotprojektet rejser principielle problemstillinger om elafgiftsrefusion, for el, der er refunderet som transportenergi, kan i en beredskabssituation ende som almindeligt husholdningsforbrug, påpeger han velvidende, at elafgiften netop er skruet ned til EU’s minimumssats for 2026 og 2027.

Per Hylle vurderer, at det koster minimum 5.000 kroner at gøre en husstand klar til at trække nødstrøm fra en elbil. Han anbefaler i øvrigt, at elbilister – når de køber ladebokse – vælger nogle af de mærker, der har indbygget intelligens. Dermed er elbilerne fremtidssikrede til at kunne reagere på svingende elpriser og varierende tariffer til gavn for en optimal udnyttelse af elnettet og bilisternes økonomi.

– Set fra elnettets side er intelligent opladning klart at foretrække. Der er næppe tvivl om at Vehicle-to-Grid og Vehicle-to-Home er fremtiden, siger Per Hylle fra Nord Energi, der har cirka 100.000 kunder på sit 7.500 kilometer lange elnet.

Høj leveringssikkerhed, men vigtigt at gardere sig

Kunder i det danske elsystem har elektricitet med tårnhøj leveringssikkerhed. I gennemsnit er der på årsbasis elektricitet i stikkontakterne 99,995 procent af tiden.

– Men det er vigtigt, at vi alle forbereder os på en krisesituation. Tre dage med blackout er ikke sandsynligt, men kortere afbrud kan ske, påpeger teknologidirektør Jørgen S. Christensen fra Green Power Denmark. Så når vi forbereder os på at kunne klare os selv i 3 døgn, så er det for at samfundet kan hjælpe sårbare borgere de første 3 dage af en krisesituation fremfor hele befolkningen.

Hver eneste dag afværger energiselskaber i Danmark utallige cyberangreb, ligesom opmærksomheden på at beskytte sig mod fysiske angreb på myndighedernes opfordring er blevet skærpet.

Regeringen peger på, at der føres hybridkrig mod Danmark, og kort før jul ringede Forsvarets Efterretningstjeneste med alarmklokkerne i sin årlige risikoanalyse: Trusselsbilledet mod Danmark er blevet mere alvorligt.

Jørgen S. Christensen peger på, at en del af landets nu over 525.000 elbiler kan bidrage til at styrke beredskabet:

– Jeg ser spændende perspektiver i, at personer med elbiler benytter deres køretøjer til nødstrøm som Vehicle-to-Home. Nødstrømsanlæg kan i et eller andet omfang give Energinet og de lokale elnetselskaber ro til at få genetableret forsyningerne i en krisesituation, vurderer Jørgen S. Christensen og nævner, at elbilerne måske har en særlig rolle at spille ved at kunne levere nødstrøm til sårbare borgere, der er afhængig af elektricitet til elevatorer og hjælpeudstyr.

Artiklen er skrevet af: Jesper Tornbjerg, Green Power Denmark

OBS: I løbet af de næste par måneder offentliggør vi eldiagrammer fra pilotprojektet på vores sociale medier.

10147
Oprettet i NEWWWEB CMS - Brugervenligt og SEO optimeret Content Management System